Torsdag den 22. oktober blev Orangeriet i Gadehavegård indviet med en hyggelig eftermiddag fyldt med fællesskab, musik og aktiviteter for både børn og voksne.
Beboere og venner af Gadehavegård var samlet for at fejre det nye mødested, hvor der fremover skal være plads til hygge, læring og gode oplevelser på tværs af generationer. På programmet var blandt andet taler, live-musik, historiefortælling og fællesspisning.
Orangeriet er første skridt i udviklingen af et nyt, bæredygtigt udeopholdsrum midt i Gadehavegård. Omkring bygningen skal der etableres en have med blomster, buske, krydderurter og hyggelige siddepladser, som skal invitere til ophold og samvær.
Med Orangeriet får Gadehavegård et nyt samlingspunkt, hvor naboer kan mødes, nye fællesskaber kan opstå, og hverdagen kan få lidt mere grønt og liv.
En stor tak til Tscherning og Villum Fonden for at bidrage til, at Orangeriet er blevet til virkelighed. Deres støtte er med til at skabe nye rammer for fællesskab, grønne oplevelser og aktiviteter i Gadehavegård.















