En ældre kvinde i min kommune har lige mistet sin hjemmehjælp.
Ikke fordi hun er blevet rask. Ikke fordi behovet er forsvundet.
Men fordi hun sagde “nej tak” til en robotstøvsuger.
Og hun er ikke den eneste. Flere og flere fortæller om det samme fra flere og flere kommuner.
Hvor blev valgfriheden af? Respekten?
Hun sagde nej, fordi hun ikke kan se ordentligt.
Fordi hun er bange for at falde.
Fordi hun ikke kan tømme den selv.
Fordi hun ikke har kræfter til at flytte møbler og rulle tæpper sammen.
Og hvad får hun så? Mindre hjælp. Mindre tryghed.
For hvad? En maskine, der ikke kan tale. Ikke kan mærke. Ikke kan vurdere, om der er sket en forværring.
Er det virkelig den slags velfærd, vi vil have?
At en maskine skal afgøre, om man får hjælp – eller bliver ladt alene?
Ja, robotstøvsugere kan være en fin løsning – for dem, der vælger det selv.
Men det her er ikke valgfrihed. Det er en skjult spare øvelse. Og det er uanstændigt.
English
Damn wish they had the robot vacuum cleaner.
An elderly woman in my municipality has just lost her domestic help.
Not that she has recovered. Not that the need has disappeared.
But because she said “no thanks” to a robot vacuum cleaner.
And she’s not the only one. More and more municipalities are telling about the same thing.
Where did freedom of choice go? With respect?
She said no because she can’t see properly.
Because she’s afraid of falling.
Because she can’t empty it herself.
Because she doesn’t have the energy to move furniture and roll up the blankets.
And what does she get then? Less help. Less security.
For what? A machine that can’t talk. Can’t feel. Can’t determine if there has been a deterioration.
Is this really the kind of welfare we want?
That a machine has to decide whether you get help – or are left alone?
Yes, robot vacuum cleaners can be a good solution – for those who choose to do it themselves.
But this is not freedom of choice. It’s a stealth sparing exercise. And it is obscene.







